Hjemmeliv

Om at sadle om

De fleste dage insisterer jeg på, at vi kommer ud af lejligheden. Det er ikke et krav fra min side, at det bliver en lang tur eller en særlig slags tur. Men erfaringen er, at hjemmelivet bliver for surt, hvis vi har for mange dage, hvor vi bliver indendøre. Jeg bliver rastløs og føler mig indespærret. Og jeg er ikke den eneste, der ikke reagerer godt på det.

Men nogen dage skal det bare ikke være.

Nogen dage er der ingen af mine gode argumenter, der virker.

Og så kan man argumentere for, at det er mig, der er den voksne, og mig, der har det overordende ansvar, og at børn slet ikke har forstand på, hvad deres behov er, fordi de er lyststyrede.

Men erfaringen viser mig, at min søn har ret godt styr på, hvornår en tur ud i verden er lige i skabet, og hvornår det vil være for meget af det gode. Som regel går han gerne med ud, når jeg fortæller, hvad vi skal, og når jeg inkluderer ham i beslutningen om, hvornår vi tager afsted. Sidstnævnte gør jeg f.eks. ved at sige: “Vi skal afsted snart. Efter hvilken sang er du klar?” eller “Jeg vil afsted senest kl. 11.00. Hvornår er du klar?” Dén plejer han at være med på.

Vi har før stået i situationer som den, vi havde i dag: Jeg holder på, at vi skal ud, og han gør modstand mod alt, hvad jeg kommer med. Jeg gennemtrumfer på trods af protester. Vi skændes hele vejen ud af døren. Og turen bliver ikke særlig fed. Vi ender med at gå hjem. Og først når vi er hjemme igen, falder min puls ordentligt ned og vi finder hinanden rigtigt igen. Ikke et ret fedt forløb faktisk.

I dag sadlede jeg om. Midt i flyverdragt-“slåskamp” sagde jeg: “Okay, har du brug for lige at gå ind og gynge lidt? Jeg har i hvert fald brug for en pause fra at tage overtøj på!”. Han hoppede straks afsted ind for at gynge, tydeligvis lettet. Jeg gik ind og satte mig i sofaen og zonede ud indtil pulsen var kommet ned fra det røde felt.

Efter noget tid gik jeg ind til ham og forsøgte mig igen. Og her blev det ret tydeligt for mig, at udflugt ikke var det, han havde brug for. Det kunne han mærke, og han signalerede det ret tydeligt. Jeg havde bare været for optaget af mit eget til at lægge ordentligt mærke til ham. Og når jeg tænker på den morgen, vi havde, så forstår jeg godt hans behov. Han havde ikke brug for al mulig fyld; han havde brug for ro og nærhed med mig.

Ind i mellem undervurderer jeg, hvor stor betydning det kan have, at der har været en “konflikt”. Det er ikke tilstrækkeligt at sige “undskyld” eller at have et fint og connectende moment. Det kan sidde længe i kroppen, og at få rettet op på det, kan tage lang tid. Det handler om at få etableret en ordentlig, tryg kontakt igen, efter, at noget har været ubehageligt og svært, efter at grænser er blevet overtrådt og tillid er blevet brudt. Følelser tager den tid, de tager.

Men uanset om jeg lige forstår, hvad modstanden (eller reaktionen) kommer af, så ønsker jeg at leve et liv, hvor jeg har tillid til det, mine medmennesker viser mig. Derfor er det også vigtigt for mig, at vi alle sammen har reel indflydelse på det liv, vi lever herhjemme. Det kommer ikke altid let, men jeg øver mig, og i dag synes jeg sgu, at jeg gjorde det ret godt.

I hvilke situationer har du svært ved at sadle om?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *