Hjemmeliv

Eksklusion i sprogbrug omkring børn?

“Alle børn drages naturligt af det kreative, af dans, tegning, sang, rolleleg, musik, osv. Skolelæring slukker noget i dem.”

Ovenstående er ikke formuleret ordret, for jeg husker ikke ordene præcist. Men det er essensen af, hvordan jeg forstår et af budskaberne i dokumentaren ‘Being & Becoming’, der handler om unschooling (filmen vil jeg i øvrigt gerne anbefale alligevel. Den kan findes her).

Det er en af den slags udmeldinger, som gør mig sådan lidt træt i det. Og som risikerer at efterlade mig med en følelse af at være alene. Eller forkert.

Fordi: Sådan ser det ikke ud herhjemme. Her har såkaldt skolelæring, ABC og regnestykker, været i fokus helt fra starten. Og det meste af, hvad der hedder natur, dans, sang, rolleleg, mv, har været et sært og fremmed land.

Unschoolingmiljøet vrimler med fortællinger om det naturlige barn, som drages af de her aktiviteter. Og det er fint. Det er virkelighed. Men det er ikke hele virkeligheden.

Selvfølgelig forstår jeg det underliggende budskab i filmen: Det er vigtigt, at vores børn får mulighed for at følge deres passioner, og det er vigtigt, at de ikke får slukket deres lærelyst af rigide systemer, som ikke levner plads til deres specifikke interesser og behov. Og der er i dén grad brug for fortællingerne om, hvordan formaliseret læring smadrer lærelysten hos rigtig mange børn, og hvordan mange børn trives med mere kreativitet og friere rammer, end det, de møder i mange daginstitutioner og skoler.

Men når man udtaler, at *børn generelt* interesserer sig for de her specifikke ting, så sætter man på en måde selv et rigidt system op. Og derved risikerer man at gøre præcis det, som man blandt andet ønsker at undgå: at skabe begrænsende rammer for børns liv og læring.

Fordi: forestillinger om, hvad der er normalt, påvirker os. Og de her forestillinger kan ofte komme til at fungere rigidt og ufleksibelt, så det, der falder udenfor, kommer til at fremstå som unormalt. Og vejen fra ‘unormalt’ til ‘ikke ligeså rigtigt’ er desværre sjældent ret lang.

Jeg er overbevist om, at Aldort, som kommer med udtalelsen i filmen, er mere nuanceret end som så. Men jeg ville ønske, at normalistetsbegreber blev formuleret mere åbent. Det er vigtigt, hvad vi siger. Det er vigtigt, hvilke ord, vi bruger. Fordi det er med til at skabe den virkelighed, vi lever i. Det påvirker vores forståelse af, hvad vores børn bør være.

Et simpelt ‘Mange børn holder af de her ting’, eller en nuancering som ‘Nogen børn trives rigtig godt med dén her type aktiviteter, andre holder mere af dé her ting’, ville kunne ændre billedet og skabe en følelse af plads til flere.

Det her er én af mine kæpheste, og det er mega sårbart at skrive om, fordi det kan synes som en petitesse. Det er ikke alle, der vil være enige i, hvordan vi påvirkes af de ord, vi bruger. Men jeg bliver påvirket. Gør du?

Og hvilke udtalelser føler du dig i så fald ekskluderet eller ramt af?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *