Hjemmeliv

Er Ifavn det rette valg?

Da jeg blev mor første gang, fulgte jeg en norm. Ikke den typiske, der kulturelt dominerer her i Danmark. Nej, en anden, mere subkulturel, nemlig den, der opstod omkring filosofien ‘ifavn’ (eller attachment parenting). Jeg definerede mig selv som ‘ifavnsk’.

Det søger jeg at slippe nu, af den simple årsag, at jeg har brug for at sætte mig selv og mit moderskab fri. Lad mig uddybe. 

Jeg vil starte med at sige, at jeg egentlig ikke har noget negativt at sige om Ifavn. Det, som jeg har noget at sige om, er imidlertid det her med at købe sig ind på en kultur omkring en idé, hvor fornemmelsen for én selv risikerer at smuldre til fordel for et ideal.

 

Ifavn er en filosofi, som opremser en række (løst definerede) punkter for familieskab, blandt andet: del søvn, del kropskontakt, giv mad med kærlighed og respekt, mv. Det er ikke ment som en opskrift. De løse formuleringer efterlader plads til, at det, man gør, skal fungerer for den enkelte familie. Der er plads til forskellige tolkninger og praksisser.

 

Alligevel kan det være en god idé at være opmærksom på den kultur, der hurtigt opstår i et community, der bygger op omkring sådan en filosofi.

 

I en kultur vil der altid være normer og værdier, som sætter en standard. Der vil være opfattelser af rigtigt og mindre rigtigt (og forkert).

 

En ifavnsk vej kan stadig synes kontroversiel, set i lyset af de dominerende kulturelle praksisser omkring børn her i vores del af verden. Mange, som ønsker den her form for blide opdragelse, føler sig ensomme, når de forsøger at gøre noget andet end det, de kommer fra eller som de ser i deres umiddelbare omgangskreds. I de tilfælde er det så rart og vigtigt med et community, som forstår og som ikke bare siger: “Lad ham græde sig i søvn” eller “Du skal da bare ud og have noget alenetid”.

 

Men når man er del af et community, som man føler, at man har brug for, opstår risikoen også for, at man er bange for at træde ved siden af.

 

Det gør det nemt at forfalde til, at alle de her ifavnske punkter skal være opfyldt for, at det er “godt nok”. Og det bliver nemt at forfalde til, at de skal opfyldes på bestemte måder, fordi bestemte repræsentationer står klarere frem i kulturen omkring ifavn.

 

Det sker måske særligt, hvis man har en lidt systematisk tænkende hjerne, har perfektionistiske tendenser, er usikker på sit forældreskab eller bare virkelig føler dig alene i sine valg.

 

For nogen fungerer det fint at samsove, amme efter behov, bære barnet fuldt i de første 6 måneder, køre baby-led-weaning, udelukke sut og erstatning og barnevogn, osv.
 
For andre gør det ikke.

 
Og hvis man er sådan en, hvor det ikke fungerer, men man alligevel bliver ved med at prøve, og slår sig selv oveni hovedet, når det ikke lykkes, kan det blive ekstremt destruktivt.

 

Jeg ammede efter behov i mange år, samsov, kørte baby-led-weaning, økologi, babywearing, hjemmepasning, anerkendende kommunikation, inddragelse i hjemmet a la The Continuum Concept, etc., etc, etc. Og ingen sut, flaske, barnevogn, osv.

 

Alt imens lukkede jeg af for de signaler, min krop sendte mig. Jeg ignorerede smerter i kroppen og et flosset nervesystem, for jeg gjorde jo alt det rette, så det måtte være det gode at gøre. Ikke engang, da jeg var selvskadende, tog jeg det alvorligt, fordi jeg gjorde jo det rigtige.

 

Men sagen er den, at mit system og min krop ikke kan håndtere den mængde stimuli (særligt berøring), som jeg modtager, når jeg “skal” alle de her ting. Jeg bliver slidt ned. Jeg får PTSD-symptomer. Tics. Tilbagevendende smerter. Og så videre.

 

Perfektionismen, det systemtænkende, det idealistiske er så stærkt i mit blod og måske min neurologi, at det overdøver alt andet. Det ved jeg nu.

 

Og derfor kommer jeg til at gøre, hvad jeg kan, for at træffe nogle mere nuancerede og realistiske valg denne gang, med fokus på balancen i familien, mere end, hvad jeg idealistisk set tror er det rette. Fx ved jeg allerede nu, at jeg formentlig gerne vil give mit barn sut. Det kan synes som en bagatel for nogen, men jeg rykker jo barren udfra, hvor jeg selv står. Jeg tror ikke, at det bliver nemt at revidere mine idealer og matche dem med mine reelle ressourcer, men jeg tror, at det er nødvendigt.

 

Nogen derude, som kan genkende?

1 thought on “Er Ifavn det rette valg?”

  1. Kæreste Majken! Hvor er det bare et vigtigt indlæg. Jeg nikker på alle måder genkendende til det du skriver, og derfor trak jeg mig fra ifavn Facebook-gruppen for 1 1/2-2 år siden.
    Jeg oplever nemlig også en perfektionisme som I mine øjne er mega usund.
    Og det gør at man i situationer hvor man har råbt eller skældt ud, kan ryge endnu mere i hundene og skamme sig end man i forvejen ville gøre uden i favn.
    Jeg mindes jeg en gang ytrede i gruppen at jeg steppede “forkert” indimellem og at jeg på en måde håbede jeg ikke var alene. Der var mange der følte på samme måde og at det var en lettelse der brød den der bobbel af kærlighed og anerkendelse ,som ifavn-gruppen kan være.
    Det som du fortæller med at overhøre kroppens egne signaler for at stile efter det der er bedst og rigtigt er bare SÅ vigtigt at have fokus på.
    Tilknytning går nemlig begge veje. Og hvis vi som mødre konstant korsfæster egne behov, er vi ikke et særlig autentisk forbillede for vores børn. Men for filan altså… Det er jo netop DET mange af os har lært som børn og unge. At vores mening og behov ikke rigtig gælder, så No wonder at vi trækker den så langt som over hovedet muligt før vi sætter foden ned på bremsen.
    Jeg håber du vil tillade dig at mærke mere efter i dit ny moderskab.
    Alt godt og kæmpe mor-kram herfra❤️.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *