Hjemmeliv

Er der nok stærke skuldre til at bære hjemme-fællesskaberne?


I de her dage tænker jeg meget over, hvad vi kan gøre for, at hjemmelivet bliver nemmere for de, der gerne vil vælge det til.

Min erfaring strækker sig nu over 4,5 år som hjemmemor, og det, som har været et tilbagevendende issue for mig, er manglen på et reelt fællesskab, som kan ligne den landsby, der tales så meget om. Den dér landsby, hvor der findes en følelse af gensidig respekt og ansvar for hinanden, hvor de stærkeste skuldre bærer, når de svageste, måske for en stund, ikke kan.

 

Rigtig meget af ansvaret for hjemmelivets succes hviler på skuldrene af den enkelte hjemmegående, og jeg kender efterhånden en del, som ikke har kunnet finde sig til rette i den rolle. Ikke fordi de ikke ville. Ikke fordi de ikke kæmpede for det. Men fordi det simpelthen blev for meget at bære som solo-hjemmegående. Nogen måtte vælge om, med skam til følge. Og sorg. Og følelser af utilstrækkelighed.

 

Mange steder er der netværk. Men det, som jeg kan se, hos de, der kontakter mig, er, at netværket ofte ikke kan fungere som en reel landsby, fordi de enkelte solo-hjemmepassere er for hårdt spændt for, til at have reelt blik for og overskud til også at tage sig af hinanden. Der er ikke nok stærke skuldre til at bære fællesskabet.

 

Mange er udfordret på økonomien, på at få husholdningen til at løbe rundt, på at få bearbejdet alle deres egne tidligere traumer, og så videre.

 

Jeg har ikke nogen løsning. Men jeg tror på, at vi i fællesskab kan finde nogle svar. Hvad tænker I? Hvad hjælper jer, helt konkret, i dagligdagen som hjemmegående?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *