Indretning

Er dit hjem børnevenligt?

De fleste forældre har formentlig, i en eller anden udstrækning, gjort sig nogle tanker om, hvordan hjemmet skal indrettes med ankomsten af et lille nyt menneske. Der tænkes over soveplads, spiseplads, plads til leg, badeudstyr, legetøj, tøj, mv.

Men har du tænkt over, hvad det, overordnet set, er for et hjem, du gerne vil skabe for dit barn? Og har du tænkt over, hvordan dit hjem ser ud fra dit barns synsvinkel?

Det er noget, jeg længe har syntes var interessant – både i mit pædagogiske virke, på et teoretisk plan, og nu også i hjemmet.

Det, som oprindeligt fangede min interesse, var en artikel af antropologerne Eva Gulløv og Susanne Højlund (2005), hvor de beskæftigede sig med indretningen i danske daginstitutioner.

Noget af det, som de bl.a. pegede på, var, hvordan man kan se noget om synet på børn og om hierarkiet mellem børn og voksne, hvis man kigger på indretningen. I mange institutioner er der fx polstrede stole, som kun de voksne må bruge, mens børnene sidder på bænke og stole, som er nemme og praktiske at rengøre. Der er hylder, som børn ikke kan nå, og håndtag, der sidder for højt. Der er kroge, lås på skabene, osv. Fra et voksenperspektiv er det i vid udstrækning et spørgsmål om sikkerhed eller hygiejne.

Men noget af det, som jeg særligt har følt mig draget af, er følgende spørgsmål:

Hvorfor indretter vi rum til børn, sådan som vi gør? Og hvordan oplever børnene de rum, som de voksne har indrettet?

Indlægget her stiller måske flere spørgsmål end det besvarer. Jeg har mere på hjerte omkring det her tema, men forsøger at undgå at gøre det for langt, så lad os starte her. Senere vil jeg forsøge at skrive lidt mere konkret om, hvad vi har valgt at gøre herhjemme og hvorfor. Du er altid velkommen med dine egne iagttagelser eller spørgsmål.

 

Indretning skaber muligheder og begrænsninger for, hvad vi kan foretage os

Rum og indretninger påvirker menneskers samværsformer og handlemønstre. Den måde et rum er indrettet på, kan få os til at bevæge os på bestemte måder, og til at interagere med hinanden på bestemte måder. Den måde rummet er indrettet på kan have en ”opdragende” effekt på dem, der opholder sig i det. Man kalder bl.a. fænomenet for ”den 3. pædagog” (Vilien, m.fl 2007) eller ”en tavs pædagogisk medhjælper” (Gulløv & Højlund 2005).

Det betyder bl.a., at børns handlemuligheder i høj grad formes af de fysiske rammer, de er omgivet af.

Nogle typer af indretning, (fx lange gange, skarpt lys, tumleredskaber, mv.) kalder ligesom på, at man bevæger sig vildt, løber, osv., mens andre opfordrer til, at man sidder stille, taler dæmpet sammen, mv. (små kroge, dæmpet belysning, mv). Det kan være meget svært at handle imod det, som et rum drager én til at gøre. Det betyder også, at nogle typer af indretning kan have en modsat effekt af, hvad vi egentlig ønsker (Vilien, m.fl. 2007; Gulløv & Højlund 2005).

 

Hvordan føles rummet for et barn?

Vi kan aldrig helt vide, hvordan andre mennesker oplever noget, men vi kan måske forsøge at nærme os en forståelse. Det kan vi gøre på flere måder.

For det første kan vi kigge på vores børn, og undersøge, hvad de er optagede af i hjemmet. Hvad opsøger de? Hvad kigger de på? Hvilke begrænsninger møder de? Hvordan reagerer de på de begrænsninger, der er?

For det andet kan vi forsøge at sætte os fysisk i deres sko. Det er selvfølgelig en umulighed, men bare det at komme ned i børnehøjde kan gøre en forskel. Sæt dig på gulvet og kig dig omkring. Bevæg dig rundt i jeres hjem, i den højde, dit barn bevæger sig i. Læg mærke til, hvad du har adgang til og hvad du ikke har.

Du kan også prøve at bevæge dig rundt efter dit barn, og forsøge at efterligne hans eller hendes bevægelser. Det kan der komme nogle ret sjove åbenbaringer ud af – og ellers bare en masse sjov, fordi det kan føles helt fjollet og fordi barnet måske synes, at man er helt herlig, når man bakser rundt dernede på gulvet (inspiration: Lærke 1998).

 

Hvad signalerer din indretning?

Den måde vi indretter på, signalerer noget. Det er ikke sikkert, at det er bevidst, og det er ikke sikkert, at det er i overensstemmelse med, hvad vi faktisk mener. Det er heller ikke sikkert, at det på nogen måde er problematisk, men det kan være interessant at kigge lidt på.

Noget af det, der ofte springer i øjnene, når vi indretter med børn for øje – om det så er i hjemmet eller i institutionerne – er forestillinger om, at det skal være praktisk, hygiejnisk eller sikkert.

De her forestillinger kan bl.a. udspringe af følgende opfattelser af barnet:

  • Barnet er skrøbeligt / kan ikke selv / skal passes på
  • Barnet er uhygiejnisk / roder / sviner

Herhjemme har vi bl.a. hylder, hvor vi stiller de skarpe ting udenfor børnehøjde. Knivene hænger højt. Vores private papirer er udenfor børnehænders rækkevidde. Kreating, der roder eller sviner, er sat væk, osv. Da vi havde dagpleje herhjemme, brugte vi desuden kroge på dørene ud til badeværelse og lortebleer, vi havde låge på ud til køkkenet med de skarpe sager, mv.

Mange, særligt i vores del af verden, vil måske være enige i de vurderinger, men andre steder i verden, kan det se anderledes ud, og dét synes jeg er interessant. Hos Yequana-indianerne i Venezuela er der f.eks. en helt anden tilgang til børns omgang med skarpe redskaber end hos os. Her lærer børnene at håndtere skarpe redskaber i en tidlig alder, og de er kompetente til det (Liedloff 1975).

Den orden, vi opstiller, er ikke en universel sandhed, men udspringer af det samfund, vi er en del af, og det børnesyn, vi har. Det synes jeg inviterer til, at vi hver især må overveje, hvad det er for nogle tanker vi gør os om vores børns kunnen. På den måde kan vi undersøge om der er grobund for forandring. Nogle gange viser det sig, at vores børn måske kan håndtere mere end vi lige tror.

Spørgsmålet er også, hvad børnene (enten bevidst eller ubevidst) lærer om sig selv i mødet med deres omgivelser. Føler de sig kompetente? Hjælpeløse? Magtesløse? Mindreværdige? Trygge? Der er mange muligheder.

 

 

 

 

Kildehenvisninger:

* Gulløv, Eva & Susanne Højlund (2005): ”Materialitetens pædagogiske kraft”, i: Kristian Larsen (red.) i: Arkitektur, krop og læring, Hans Reitzels Forlag, 2005

* Liedloff, Jean (1975): Kontinuum-begrebet: betydningen af tidligere “i-favn”-erfaringer og nære livssammenhænge, Hans Reitzels Forlag

* Lærke, Anna (1998): ”Om at vente og ikke vide: tid og disciplin i en engelsk primary school”,
i: tidsskriftet Antropologi, nr. 38, 1998

* Vilien, Karin; Marianne Frandsen & Tom Krieger (2007): Pædagogik kan ses, Dafolo forlag og forfatterne, 2007

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *