Hjemmeliv

At hjemmepasse er et dagligt tilvalg

I de her uger er Daniel mere væk end han plejer. Det er eksamenstid og han er samtidig startet op med selvstændig virksomhed, så det er ikke meget kvalitetstid, der er til ham og jeg. Og som det ofte sker for os i de perioder, så fører adskillelsen til, at vi har sværere ved at finde hinanden i den gode kommunikation. Vi er begge trætte, hjemmet sejler, vi bliver mere tilbøjelige til at vende os mod skærmen fremfor mod hinanden, og vi vrisser mere af hinanden. Der er god grobund for de dårlige vaner.

Selvom jeg er glad for hjemmelivet og ikke kan forestille mig en anden måde at leve på, må jeg også dagligt minde mig selv om, at det er et aktivt valg, jeg og vi har truffet, og hvad det egentlig er for et liv, jeg gerne vil leve.

Hvis jeg ikke gør det, ender jeg hurtigt ud i en spiral af offerrolle og selvmedlidenhed og selvbebrejdelser, når noget er hårdt (fx når Daniel er meget væk). Og jeg får svært ved at bryde ud og påtage mig den gode ansvarsfulde voksenrolle, som er så vigtig for både min egen og familiens trivsel.

Ind i mellem kommer jeg til kort. Som i morges, da jeg var træt og havde et anfald af jeg-er-utilstrækkelig-i-verden-følelse. Daniel og A var stået op, mens jeg havde mulighed for at sove længe. Men jeg kunne ikke sove på grund af tanke mylder og store følelser, så jeg lå vågen og havde ondt af mig selv. Min søn kom ind til mig, mens jeg var i mine store følelser, og han ville bare gerne være tæt på mig og kysse, kysse, kysse. Og lige dér magtede jeg ikke al den berøring, og jeg håndterede det sgu ikke super godt. Jeg har ikke lyst til at gå i detaljer, men det var absolut ikke ét af mine stolteste øjeblikke.

 

I situationer som dén, er jeg tilbøjelig til at ønske, at der ind i mellem kom en pædagog og tog over. En voksen, som kunne fikse det. En vikar jeg kunne ringe til. Men det er der ikke.

 

Og som Neufeld så fint sagde, da jeg var til kursusdag for noget tid siden: “Vi er vores børns bedste bud”

 

Selv når jeg er i underskud, og ikke håndterer forældreskabet til topkarakter; selv når jeg er i tvivl og ikke aner, hvordan dælen jeg skal oprette balance i det lille hjem og i relationerne, så er det mig, han har allermest brug for.

 

Det betyder ikke, at vi som forældre skal stå alene med alt. Jeg tror på, at vi har brug for en landsby og jeg tror på, at det er super vigtigt at række ud og bede om hjælp til det, som vi ikke selv magter. Jeg tror, i hvert fald for mig, at livet bliver tungere og sværere, når vi står med det hele selv. Vi er ikke skabt til at være alene om det hele.

 

Men jeg er mit barns bedste bud. Han har brug for mig. Og det betyder, at jeg må påtage mig det ansvar, som det er, at ændre de mønstre, som ikke er hensigtsmæssige. Så godt som jeg nu kan.

 

Den erkendelse kom jeg heldigvis relativt hurtigt frem til i morges, og i stedet for at bruge meget tid på at være i offerrolle eller slå mig selv oveni hovedet, stod jeg op og agerede sund voksen, som jeg kalder det. Jeg tog ansvar for min rolle i hjemmet og for mine relationer:

 

Jeg ryddede op i det værste køkkenrod, satte uldtøj til kogning, spiste morgenmad og collectede (endnu et Neufeld-ord) min søn igennem nært samvær.

Efter sådan en morgen er der som regel brug for jævnlig collecting og connection dagen igennem, og jeg forbereder mig på nærvær ved at ligge på sofaen, mens A lytter til Sigurd Barretts Danmarkshistorien på CD, mens han får gyngen til at cirkle rundt fra væg til væg i soveværelset.

Har du ting, du må minde dig selv om dagligt? 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *