Hjemmeliv

Mange voksne kender ikke børn

For at forstå hinanden, er vi nødt til at omgås hinanden. Vi er nødt til at lære hinanden at kende. For når vi ikke gør det, så opstår der alt for let fordomme. Vi begynder at afgrænse os fra hinanden. Og vi risikerer, at vores tolerance for hinanden bliver mindre.

 

I vores samfund har vi lavet en opdeling af børn og voksne. Vi indretter særlige steder til børn og særlige steder til voksne. Børnene hører til i daginstitutionerne. De voksne på arbejde. Udenfor institutionerne har vi indrettet særlige rum til børn: legepladser, ammerum, særligt indrettede legeområder i butikker, på færger, mv. Og andre pladser, som ikke er helt så tilgængelige for børn, fordi det kræver noget særligt at være der: stillekupéer, restauranter, udvalgte områder på bibliotekerne (kan du komme på flere?). Pointen er: indtil vi selv har børn tæt inde på livet, kan vi leve ret adskilt, hvis vi vil.

 

Noget af det, der ramte mig, da jeg blev mor første gang, var, hvor lidt jeg og min omgangskreds egentlig kendte til børn. Jeg havde selvfølgelig en god sjat kendskab i kraft af mit pædagogiske arbejde, men mit kendskab til de helt små børn var minimalt. Og mit kendskab til små børn UDENFOR institutioner var forsvindende lille. De steder, hvor jeg havde min daglige gang, var der ikke ret mange børn.

 

Når det er sådan, så bliver det svært at kende hinanden. Vi ved ikke, hvad vi kan forvente af hinanden. Vi forstår ikke, hvorfor børn ikke bare opfører sig civiliseret. Vi forstår ikke deres udvikling og hvordan deres hjerner fungerer (eller ikke fungerer endnu). Vi forstår ikke, hvorfor de skriger. Vi forstår ikke hvorfor de løber rundt og larmer.

 

Og her er der grobund for flere misforståelser og mindre tålmodighed. Det tænker jeg lidt over her til morgen efter at have læst et opslag på instagram og nogle af kommentarerne hos verdenvedsidenaf.dk. Hvad tænker du?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *