Hjemmeliv

Om at bryde uhensigtsmæssige mobilvaner

De sidste dage har jeg skrevet på insta om den der famøse balance mellem at være online og ikke at være online.

Den er skidesvær for mig. I perioder mere end andre. Typisk er der sådan en slags spiral:

Jeg har en periode, hvor det fungerer udmærket, så går det mere og mere nedadbakke, indtil det er helt kokset og jeg nærmest ikke kan lade den være, hvorefter jeg logger af…. And slowly the circle repeats.

Jeg tror ikke på, at der findes et quickfix, der gør det bedre. Jeg tror heller ikke på, at forbud er en god vej frem. For mig i hvert fald.

Jeg har prøvet en masse forskellige strategier:

  • At afinstallere apps.
  • At installere timere eller overvågere, der viser mig, hvor meget tid, jeg bruger.
  • At installere apps, der blokerer for adgang til bestemte apps.
  • At have en telefon, der ikke går på nettet.
  • At nogen gemmer min telefon.
  • At sige til mig selv, at det er mit barn, der skal have min opmærksomhed, ikke skærmen.
  • Og en masse mere…

Noget virker i perioder, andet i andre. Men intet virker hele tiden. No quickfix.

Har jeg et problem? Ja, sgu da! Jeg tror umiddelbart, at jeg har en hjerne, der hypernemt bliver afhængig. Jeg har også tidligere dealet med misbrug af forskellig art, og kan genkende mønstrene.

Problemet for mig opstår, når det handler om noget, som ikke er entydigt skidt. I sin tid kunne jeg kvitte smøgerne, fordi det var så sort/hvidt. Der var vitterlig ingen benefits (selvom jeg havde tricket min hjerne til at tro det). Så det var (nogenlunde) nemt for mig (da jeg først havde opdaget det) bare at lade helt være.

Men her er der benefits.

Jeg er vild med “mit” online community. Og som min forfatterveninde så fint pointerede, for nogle dage siden, så er jeg en formidler. Jeg elsker det. Jeg elsker at skrive og dele ud af de ting, som jeg holder af og som virker for mig. Jeg reflekterer bedre på skrift og når jeg kan sparre med et godt crew af sparringspartnere (dvs: jer!!)

Så. No quickfix. Snarere en kontinuerlig dans, en prøven-mig-frem og reflekteren.

For nogle uger tilbage så jeg TED talk’en “A simple way to break a bad habit“.

Quickfix? Yes! Ja tak, tænkte jeg. Ej, så naivt tænke jeg nok ikke, fordi selvfølgelig er det ikke et quickfix.

Den taler helt kort (10 minutter) og simpelt om, at vi må have en refleksiv tilgang til det, vi gør. En nysgerrighed på problemstillingen, som ikke dømmer os forkerte, men som blot undersøger: Hvad er det, der sker her? (mindfulness, tænker jeg).

Altså i mit tilfælde med telefonen:

  • Lægge mærke til, hvornår og hvorfor jeg tager telefonen frem.
  • Registrere, hvad det er i situationen, der gør, at det er tiltrækkende eller svært at lade være.
  • Tænke over, hvad det er, jeg håber at opnå ved at gøre det.
  • Lægge mærke til undervejs og bagefter, om jeg opnår det, jeg havde tænkt, at jeg ville opnå.
  • Undersøge, hvad der er af konsekvenser ved mit valg.
  • Og hvad der ellers kan være gavnligt at tænke over.

Bum. Simpelt. Logisk. Yes.

Da jeg så den første gang, tænkte jeg: “Baaah! Det kan du sagtens sige. Det er jo ikke nok til at afholde mig fra noget som helst bare at tænke over det”

Og det er det heller ikke. Ikke konstant og for evigt i hvert fald.

Men det skaber et rum, hvor jeg er mere bevidst, fremfor blot på autopilot. Og den bevidsthed gør noget for mig. Med bevidstheden lærer jeg kontinuerligt mig selv og mine mønstre bedre at kende.

Fx ved jeg nu, at det er særligt svært for mig at lade telefonen ligge, hvis jeg har delt noget sårbart eller kontroversielt på insta. Så de emner prøver jeg at gemme til jeg har god tid til at følge op på dem.

Jeg ved også, at det er sværere for mig, når jeg er meget solo med A derhjemme, eller når jeg er særligt presset eller tæt på burnout. Så dér prøver jeg at være blid ved mig selv og finde ud af, hvad det reelt er, jeg har brug for (en landsby, for pokker!). Og spørge om hjælp hos mine nærmeste, hvis jeg ikke kan finde ud af at opfylde de behov.

I øjeblikket fungerer det fint for mig at logge ind om morgenen, samle op på løse tråde uden at poste noget nyt. Derefter sletter jeg app’en, og installerer den igen om aftenen, når jeg har god tid til at samle op på dagens erkendelser. I løbet af dagen tager jeg billeder med mit kamera og skriver notater (eller hele tekster, hvis der er tid) på min telefon, som jeg så kan dele senere.

Oooog igen er det periodevis, at fungerer. Der er tidspunkter, hvor jeg, mere eller mindre bevidst, tænker: “Fuck det! Jeg gider ikke tænke mere. Jeg gider ikke være bevidst eller ansvarlig”.

Og så er det sådan. Indtil jeg igen er klar til at overveje: “Hvad var det, der gjorde, at jeg ikke orkede det?” And so the cirkle repeats. Men måske med flere små bitte skridt i en, for mig, bedre retning. Jeg tror det.

Har du mobilvaner, der fungerer for dig og dine nærmeste?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *