Hjemmeliv

Ro på! – også i hjemmelivet

Det kræver (også) sit at leve et liv uden faste holdepunkter.

I dag tog jeg mig sammen, på trods af, at jeg egentlig ikke orkede noget. I stedet for at smide mig på sofaen, fik jeg overtalt familien til at trække i regnbukserne og gå ud i vejret. Bare en lille tur.

Jeg fik efterfølgende lyst til at skrive noget om at tage ansvar for eget liv, om at træffe ansvarlige beslutninger for sig selv og sin familie – også på de dage, hvor man egentlig ikke orker.

Men da jeg begyndte at skrive, var det en anden fortælling, der ville frem:

Jeg forfalder let til de nemme løsninger i hjemmelivet. Til at blive inden døre. Til at udskyde den daglige gåtur så længe, at den ikke bliver til noget. Til at lade opvasken stå. Til at udskyde tøjvasken. Til at lade de praktiske opgaver bygge sig op.

Jeg genkender tendensen fra de perioder, hvor jeg har haft ferie i længere tid af gangen, mellem semestre på studiet, f.eks. Eller de tre ugers sommerferie, dengang jeg arbejdede i daginstitution.

Intentionerne om at lave alt muligt, er der. Nu skal jeg virkelig komme til bunds i dét og dét og få set alle de der mennesker. Og mange af tingene bliver også udført i en eller anden udstrækning. Men det er som om, at ligeså mange af dem bliver ædt af et eller andet ubekendt.

Jeg tænker på, hvad det mon handler om.

Jeg mærker en klar tilbøjelighed til at tænke, at det handler om dovenskab. Om ikke at gide tage sig sammen. I hjemmelivet (eller i de længere ferier) har jeg jo al tid i verden, så jeg burde bare kunne tage mig sammen og skabe det mest vidunderlige, eventyrlige liv.

Men spørgsmålet er om det er så simpelt.

Når jeg står her på afstand og tænker tilbage på dengang, hvor jeg var på arbejdsmarkedet eller studiet, så tænker jeg, at det kollaps, der ofte skete for mig i ferier og weekender, handlede om den måde, mit liv var indrettet på.

Jeg var for hårdt spændt for. Jeg havde for travlt. Skulle præstere for meget. Dokumentere, fremstå som dygtig og ansvarlig. Have et rigt socialt liv. Være kulturel. Opleve nyt og spændende. Og så videre.

Og når jeg ser tilbage på dét, så forstår jeg faktisk godt ferie-kollapset. Jeg forstår godt, hvorfor jeg havde behov for at være “doven”, lægge mig på sofaen i hele dage, eller lukke ned for systemet med computerspil eller serier til langt ud på natten.

Mit liv nu ser meget anderledes ud end dengang. Men, når jeg sådan lige vender det hele engang, så er spørgsmålet, om det grundlæggende er så meget anderledes?

Altså, selvfølgelig er det dét. Men de forventninger, jeg har til mig selv, har måske ikke ændret sig synderligt?

Jeg har stadig travlt. Jeg synes stadig, at jeg skal præstere. Og dokumentere og fremstå som dygtig og ansvarlig. Og have et rigt socialt liv og være kulturel og opsøge nyt og spændende. Og så videre.

Og faktisk, når jeg sådan skal være helt ærlig, så har jeg nok en tendens til at tænke, at hele det her hjemmeliv helst skal være lidt bedre, lidt mere ansvarligt, lidt mere tjekket, lidt mere eventyrligt, lidt mere begivenhedsrigt, lidt mere insta-venligt. Fordi jeg selv har valgt at stille mig udenfor normen. Og fordi jeg har behov for at retfærdiggøre, at jeg træffer anderledes valg på min families vegne.

Når jeg tænker over det, så føles hjemmelivet ikke let. Det er benhårdt at stå alene med det hele. At stå med hele ansvaret for børn og familieliv. At lægge puslespil med økonomien hele tiden. At mangle kollegaskab og til tider andre voksenfællesskaber. At stå udenfor karriere og normalitet.

Set i dét lys kunne det måske være omsorgsfuldt at slække lidt på forventningerne til, hvad et godt hjemmeliv indeholder – i stedet for at tænke: Jeg er doven og jeg burde forvalte min frihed bedre. Jeg burde, burde, burde.

Måske vil jeg faktisk bruge lidt tid på bevidst at dyrke middelmådighed og tøffetid og alt det, der ikke kan dokumenteres. Og sige til mig selv, at det er helt i orden.

Kender du det?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *