Indretning

Sansestation

Vi fik bakset den her sammen i dag. En gør-det-selv sansestation – ja, det kalder jeg den i hvert fald.

Jeg er blevet inspireret af en Montessori-kvinde, som jeg stødte på på Instagram. Idéen er altså ikke min, og der er meget mere inspiration at hente på hendes sider, så tjek dem ud!

A var pænt begejstret lige med det samme. Jeg er sikker på, at vi får mange gode timer ud af den med at måle, hælde, øse, pjaske, tegne med vand, vaske op og meget mere. Og bonus: Mange børn elsker princippet i, at der kommer vand ud af en løbende hane. Med den her model kan man bare hælde vandet fra baljen op i dispenseren igen, og man minimerer dermed vandspild.

Når den ikke bruges til vand, kan baljen bruges til meget andet forskelligt, fx sandleg eller leg med forskellige andre naturmaterialer eller legetøj.

Jeg elsker idéen om at have et fast sted, der er særligt indrettet til den slags udfoldelser.

Den er basically sat sammen at 3 ting. Hvis du får lyst til at give dig i kast med at lave én selv, kommer der en kort basis materialeliste og instruks nedenfor.

Jeg anbefaler, som altid, at du køber materialerne brugt, for at skåne miljøet. Jeg plejer ofte at lave et opslag på min private Facebook, når jeg efterlyser ting, og jeg har tit heldet med mig. Folk er typisk glade for at komme af med det, der alligevel bare står og fylder – især til nogen, de kender.

Hvis du selv har noget liggende, der ligner materialerne her, så brug hellere dét, end at gå fuldstændig efter opskriften.

  • ‘Molger’, badeværelsesbænk fra Ikea. I mit nærområde var der mange at finde brugt på dba. Prøv nogle af disse søgekombinationer: molger, badeværelsesbænk, ikea bænk, ikea skoreol, ikea skohylde. Jeg fandt den til 80 kr i fin stand.

 

  • SmartStore plastikkasse 15 liter. Kan også ofte findes brugt. Du kan sikkert også bruge andre modeller og mål.

 

  • Vanddispenser i glas med taphane. Vores er 6 liter, og umiddelbart synes jeg, at det passer meget godt til størrelsen på “vasken”. Overvej, hvad der passer jer, som dispenser-balje-kombi. Der findes en masse forskellige typer, og de kan også findes brugt. Jeg fik flere tilbudt, da jeg slog det op på min private Facebook. Den her gav jeg et stykke chokolade for. Ellers så søg på dba på f.eks.: dispenser, vand dispenser, glas dispenser.

 

  • Hylderne kan arrangeres med diverse vandvenlige sager: målebægre, decilitermål, måleskeer, pensler, opvaskebørste, sprayflaske, karklud, sæbe, o.lign., og så kan det måske være rart med noget at tørre vand op med. Vi har pt. valgt en lille kasse med stofbleer og et større håndklæde. Med tiden vil jeg gerne have et par kroge til små viskestykker på den ene ende.

Det er min far, der har lavet arbejdet med vores sansestation (tak, far ❤️). Han har skåret hullet, så det passer med kassen, og så har han monteret et par små lister indenunder “tremmerne” for at være sikker på, at det holder, selvom tremmerne skulle komme til at løsne sig (tremmerne er kun limet fast på den her model). Måske kan du se listen på billedet her:

Jeg håber, at det kan inspirere til mere sansefryd derude. Hvis du selv får lavet noget lignende – eller måske noget helt andet fikst – så tag mig endelig i dit opslag. Det vil jeg vildt gerne se!

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *