Hjemmeliv, Matematik

Det kan være rart med selvbestemmelse, når man bliver slået hjem i Ludo

Det er nok de færreste, som synes, at det er fedt at blive slået hjem i Ludo. Jeg kan selv huske fornemmelsen i kroppen, som en næsten fysisk reaktion, når min brik, som jeg havde kæmpet sådan for at få frem, skulle rykkes tilbage til start.

I dag introducerede vi vores søn for Ludo, og det fik mig til at tænke over nogle ting, som jeg ikke har tænkt over tidligere.

Da A’s første brik blev slået tilbage, reagerede han ret kraftigt på, at en af os tog hans brik og flyttede den tilbage til hans startfelt, for at demonstrere for ham, hvad der sker, når man bliver slået tilbage. Vi troede, at hans protest handlede om, at vi smed ham tilbage til start, men da vi gav slip, tog han sin brik og rykkede den baglæns på spillepladen, hele den vej, den var kommet, indtil den landede tilbage på sit startfelt.

Det blev klart for mig, at hans perception af spillet var en anden end min. Jeg forestiller mig, at han har en rig fantasiverden, hvor den her brik er et lille menneske, som har foretaget en lang rejse, et felt af gangen, og pludselig bliver det revet ud af sin sammenhæng og i lynets hast fløjet tilbage af en helt anden vej end det var kommet. I den her fantasiverden giver det åbenbart meget mere mening, at det lille menneske må rejse tilbage af den vej, som det er kommet. Sådan oplevede jeg det. Senere i spillet forklarede han, at hans brikker var far, mor, ham og Tjalfe (vores hund).

Det fik mig til at tænke på, hvordan vi kan sørge for at bevare respekten for hinanden og hinandens grænser, når vi spiller brætspil sammen. Jeg har ikke noget magisk svar, men jeg kan sige noget om, hvad jeg selv kan komme til at føle grænseoverskridende, når jeg spiller.

Eksempelvis bryder jeg mig ikke om, hvis en anden spiller tager min brik og rykker den for mig uden at spørge om jeg har brug for hjælp. Det kan måske synes som en lille ting, men jeg kan egentlig bedst lide selv at rykke den. Det føles sådan lidt som om min grænse bliver overtrådt, og jeg bliver irriteret over ikke at kunne gøre det i mit eget tempo. Det føles som at blive revet ud af en sammenhæng.

Og jeg tænker, at børn måske ofte udsættes for netop det: at andre tager deres brikker og rykker dem, måske for at hjælpe eller måske, fordi det går for langsomt for en utålmodig voksenhjerne? I hvert fald har jeg i mit pædagogiske virke ofte iagttaget, hvordan voksnes tempo kan komme til at stå i vejen for, at børn kan få mulighed for at udføre det, de gerne vil, i deres eget tempo.

Jeg må til min skam sige, at selvom jeg allerede gjorde mig den her iagttagelse i begyndelsen af spillet, så blev jeg den utålmodige voksne henimod slutningen af spillet, hvor spændingen steg og vi var lidt for tæt på den sædvanlige sengetid. Yikes, det kan være svært at bryde med de her dårlige vaner.

 

Det lærte vi også af at spille Ludo

Vi voksne herhjemme er tit ret ivrige efter at give gode tips til spilstrategi: “Nu ville det være en god idé at rykke dén brik, fordi så er dén sikret…”. Men der er virkelig en værdi i at få lov til at prøve sine egne strategier af, uden at andre blander sig. Og hvad nu, hvis man virkelig bare har lyst til at rykke en anden brik end den, hvor oddsene er størst for at vinde? Hvad nu, hvis man har en helt anden dagsorden end “bare” at vinde? Hvad nu hvis man bare gerne vil prøve af, hvordan det er, hvis man gør det på dén her måde?

Jeg tænker, at det er en balancegang. Og én som nok kan overføres til mange steder i børns liv: Vi kan ikke altid bare sådan uden videre overlevere vores erfaringer til vores børn. De er nødt til at opleve tingene selv.

 

Andet læringspotentiale

  • Finmotorik ved at flytte brikker
  • Tålmodighed
  • Affektregulering
  • Strategi, udregning af sandsynlighed og risikovurdering
  • Talforståelse

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *